Nick Nolte (Stjerneportræt)

Man tager ikke fejl af det velkendte smil og den prydefulde karriere i bagagen. Nick Nolte hører til Hollywoods skare af skuespillere som fortjener applaus for det dygtige arbejde som de har ydet for filmbranchen igennem årene med et af de ubeskrivelige højdepunkter for en skuespiller: Oscar-nomineringen for bedste mandlige hovedrolle i 1998 for rollen i Affliction. Vi går dog tidsmæssigt lidt flere år tilbage i Filmzonens portræt, nemlig helt tilbage til Nick Noltes ankomst til denne verden.

Fik betinget dom på 5 års fængsel
Den 8. februar 1941 kom lille Nick til verden i byen Omaha, Nebraska – søn af Frank Nolte, en salgsassistent og Helen Nolte, en butiksindkøber. Der var dog ikke megen interesse i teater og film, mens barndommen drønede af sted – i stedet var det fodboldbanen som var det bedste middel mod hans forholdsvis store kropsbygning og heftige aggressioner. Faktisk var det fodbolden som trak i ham, da han startede på Arizonas Statsuniversitet, men alligevel endte han med at falde ud på grund af dårlige karakterer. Dette fortsatte på fire andre universiteter – Nolte lærte faktisk først at læse som voksen – og som 21-årig blev han taget i at sælge falske samlekort og fik en betinget dom på fem år i fængsel. Dette kunne meget vel have været skæbnen som spillede ham et pus, for kort efter gik det op for ham hvor hans virkelige arbejdsønske lå. Efter at have set en udgave af Arthur Millers Death of a Salesman i 1962, blev han klar over at dét var arbejdsmarkedet han ønskede sig indlogeret i.


Koks i ægteskaberne
Nolte brugte over ti år af sit liv på lokale teatre og små tv-roller, og det var netop under en af disse mindre produktioner at han mødte sin første hustru, Sheila Page, som han giftede sig med i 1966. Dette ægteskab skulle dog i 1971 blive brudt – starten var gået på et langt ræs af mislykkede ægteskaber og skår i kærligheden. Han skulle senere giftes med og skilles fra hele to andre kvinder. I dag bor han sammen med den fjerde kvinde i hans liv. Selv beskriver han de ødelagte forhold som værende ”meget svære at bære, når de er det modsatte af hvad et normalt forhold i samfundet skulle være”. Noltes egentlige karrieregennembrud kom i 1975, mens han spillede den halvlækre døgenigt Tom Jordache i tv-miniserien Rich Man, Poor Man, som han samtidig vandt en Emmy pris for. På daværende tidspunkt var han 35, og selvom han skulle spille en ti år yngre gut, så havde hans skuespil en unik dybde og kompleksitet en modenhed, som var han en rutineret skuespiller.


Fra gyser til komedie
Efter denne gode modtagelse tog Nolte et smut tilbage til det store lærred, hvor en slags efterligning af Steven Spielbergs Dødens Gab, kaldet The Deep, tog hans tid i 1977. Årene efter medvirkede han også i Who’ll Stop the Rain, North Dallas Forty, i hvilken han vendte tilbage til fodboldstøvlerne, og den flot filmede Heart Beat i 1980. Hans første kommercielle hit havde premiere 1982, hvor han sammen med Eddie Murphy spillede en af sine første useriøse roller i Hollywood actionkomedien 48 Hours. Nolte blev også kendt for sin intense research til sine roller, og hans generelle øvelser om og om igen under optagelserne til film. Mens han indspillede Down and Out in Beverly Hills, tog han sig så god tid til at forberede sig til rollen som en heldig hjemløs, at den kvindelige hovedrolle Bette Midler måtte protestere højlydt: ”Alt med måde, men han fuldstændig stinker!”. Ofte brugte han rekvisitter til at komme tættere ind på en rolle. Da han spillede en detektiv i Sidney Lumet’s Q&A, tog han sko på med høje hæle, for at kunne læne sig ind over folks ansigter – så et mere fysisk dramatisk aspekt kom til at pryde karakteren.