Lars von Trier (Stjerneportræt)

Blandt alle de danske filmselskaber er der ingen som Zentropa, der forstår at sætte sig selv i centrum hver eneste gang muligheden byder sig. Først var der Dogmekonceptet, der mildest talt blev modtaget lidt forskelligt rundt omkring i verden, dernæst diverse PR-stunts involverende en grillfest og et par Ekstra Blads journalister, og sidst, men ikke mindst har der også været noget så nyskabende som pornofilm til kvinder. Selskabets største trækplaster kan dog ikke være nogen ringere end Lars von Trier, der både har kunnet tiltale det danske filmpublikum, samtidig med at han har holdt verdens mange filmjuryer i kort snor.

Naturtalent inden for film
Bag den besynderlige mand med det selvproklamerede besynderlige sind gemmer der sig en ganske normal filmnørd, der blev født i april måned år 1956 i kongens København. Efter 27 år med et forholdsvist ukendt liv blev han i 1983 færdig på Den Danske Filmskole med kortfilmen Befrielsesbilleder, der gav Trier sit allerførste gennembrud inden han havde fået huen på. Filmen blev slæbt med i kufferten til en tysk filmfestival, hvor han kunne rejse derfra igen med prisen for bedste film.

Efter denne succes kom hans kommercielle gennembrud med Forbrydelsens Element fra 1984, hvor han med heftig inspiration fra film-noir genrens store drenge kunne lege elegant med farverne og stemninger, hvilket da også gav ham en pris for bedste tekniske kunnen på det års Cannes Festival. Denne skueplads skulle senere vise sig at være et godt tilholdssted for den unge filmskaber. Dog skulle der først ske nogle eksplosive udviklinger med karrieren, der for alvor tog fart efter Von Trier lærte et par lektier med Epedemic fra 1987. Filmen blev hverken modtaget vel af publikum eller anmeldere, men ikke desto mindre valgte han at gøre stort comeback en fire år senere, hvor han udkom med storfilmen Europa. Filmjuryen i Cannes kunne ikke nænne andet end at give ham deres specialpris samt et par priser for teknisk kunnen og kunstnerisk tilføjelse til filmmediet. Filmen kom endda i selveste Steven Spielbergs nethinder, men Von Trier valgte at blive i Europa da den store filmproducent tilbød ham et instruktørjob.


Trilogi om det kvindelige køn
Dette ret afgørende valg skulle dog ikke vise sig at være særlig uovervejet, for i de efterfølgende år regnede omtalen og belønningen ned over hovedet på Lars Von Trier. Først kom den fremragende miniserie Riget på dansk tv, senere i udlandet som en maratonlang filmproduktion, og efterfølgende gav von Trier startskuddet til en personlig trilogi om det kvindelige køn, hvor han lagde han an med filmen Breaking the Waves. Filmen hentede lidt Hollywood-kræfter hjem såsom Stellan Skarsgård og Emily Watson, og sammen lavede hele holdet en af vor tids mest følelsesladede film, hvor biografernes udgangsskraldespande blev fyldt til randen med Kleenex.

Filmen tog samme år juryens specialpris i Cannes, og en endnu mere prestigefyldt pris blev i år 2000 givet til Dancer in the Dark, der satte standarden for en helt ny række ting. For det første var filmen blandt de første til udelukkende at blive optaget med digitalt udstyr, for det andet placerede den Bjørk i hovedrollen som andet end bare en lidt halvsyret islænder, og for det tredje gav den Von Trier den pris, som enhver europæisk filmskaber ønsker sig: De Gyldne Palmer. Disse havde han også regnet med at få for sin storfilm, Dogville med Nicole Kidman i hovedrollen, men som bekendt nåede Gus van Sant lige at nuppe dem fra ham i den 11. time.


En småskør dansk stolthed
Alligevel har Lars von Trier en masse han ellers kan gå i gang med, og chancen vil uden tvivl både sig igen til at få den store pris. Med Dogme 95 manifestet skabte han en helt ny type filmoplevelse end vi har været vant til i de seneste par årtier, og selvom denne genre hovedsageligt kun har været i fokus herhjemme, så begynder den så småt at brede sig ud i verden, hvor von Triers navn blot vil blive slået endnu hårdere fast.