Forest Whitaker (Stjerneportræt)

Vi kender ham nok bedst fra den spændende Panic Room, men Forest Whitaker, den afrikansk-amerikanske skuespiller fra Texas, har igennem flere årtier givet folk over hele verden adskillige filmoplevelser både på det store lærred og på tv-skærmen. Vores portræt starter i den amerikanske landsby, Longview, hvor lille Whitaker kom til verden den 15. Juli 1961. Helt fra de spæde børneår var drømmejobbet at blive skuespiller, og han lagde da også ud med at vælge drama som linjefag på skolen Berkeley. Kort forinden havde Sir John Gielgud foræret ham skolepenge, så han kunne komme hurtigere igennem skolesystemet, og dette skulle vise sig at have stor betydning for unge Whitakers karriere.

Succesen med Clint Eastwood
I en alder af 21, godt rustet med erfaring fra store skoleopførelser og små teaterproduktioner, blev han tilbudt sin første rolle i en film. Titlen var Fast Times at Ridgemont High og her skulle han iføre sig alskens beskyttelsesudstyr – han skulle nemlig spille amerikansk fodboldspiller. Fire år senere, nærmere betegnet i 1986, fik kritikerne for alvor øje på ham, da han som en kluntet, ung pool spiller forvirrede Eddie ”Hurtige” Felson (Paul Newman) i filmen The Color of Money. I de foregående år havde han godt nok medvirket i en række produktioner, men alle var mere eller mindre usynlige på landkortet og hans navn stod langt nede på rulleteksterne. Til gengæld gav netop præstationen i The Color of Money anledning til flere roller. Især nævneværdigt må være hans portrættering af Clint Eastwoods blændende fortælling om den store jazz musiker, Charlie Parker, i succesen Bird (1988). For denne modtog Whitaker tilmed prisen som bedste mandlige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes.

Opmærksomheden fra hele verden fortsatte og tilbuddene begyndte at melde sig. Flere af dem gav gode indtjeninger, mens andre floppede og aldrig vidste man helt hvor man havde den vildfarende Forest Whitaker. Det skulle dog kun vare til året 1992, hvor han igen satte sit stempel på berømthedens kontrakt. Som en tilfangetaget britisk soldat, hvis forhold til den mystiske Dil (Jaye Davidson) karakteriserede plottet i The Crying Game, opnåede Whitaker stor status hos mange - herunder også de griske filmdirektører. Man mener at dette var det endelige gennembrud og begyndelsen på den i dag stadig blomstrende stjernekarriere – som efterhånden har været vidt omkring.


Også en instruktør
I Robert Altmans spankulerende og flotte thriller, Pret-A-Porter fra 1994, spillede han eksempelvis en modedesigner som holder stævnemøde med sin kollega, Richard E. Grant; I science fiction thrilleren Species fra 1995 så man ham sammen med et rumvæsen, mens han i Smoke, Wayne Wangs fine filmatisering af en række af Paul Austers fortællinger, portrætterede en omrejsende far, der konfronteres af sin søn som han ikke har set i mange år. Som instruktør fik han samme år sin spillefilmsdebut; han instruerede filmatiseringen af Terri McMillans populære roman, Waiting to Exhale, og tre år efter var han tilbage i stolen med Hope Floats. Melodramaet havde Sandra Bullock i hovedrollen, som en kvinde som flytter tilbage til sin hjemstavn, efter at have opdaget sin mands utroskab.

Årtusindet blev rundet pænt af med Ghost Dog: The Way of the Samurai, hvor Whitaker fik lov til at spille titelkarakteren af instruktør Jim Jarmusch – sammen med et par andre produktioner af en lidt mindre kaliber. Ankommet i god behold til det nye årtusindes første år, blev det til en hovedrolle i den futuristiske actionfilm Battleship Earth. Herefter er det kun gået stødt op ad bakke hvor den spændende thriller Panic Room og nu Phone Booth, har gjort livet sødt for den nu ganske prominente skuespiller.